Warpaint 2017. Redline Artcenter Denver Colorado

Udstilling Downshifting i Redline Contemporary Art Center, Denver, Colorado i perioden 30/06 til den 23/07 2017.

Downshifting: at stå af rotteræset, leve et åndeligt enkelt liv, hvor arbejde, fritid og interesser glider sammen og går op I en højere enhed.

Mit værk til udstillingen hedder Warpaint. Formsproget er minimal, men indholdet repræsenterer næsten det modsatte af Downshifting. Warpaint i lokal amerikansk kontekst er det, den oprindelige amerikanske befolkning tog på inden de skulle i krig eller have kontakt med ånderne. De malede ansigt og krop som besjæling og beskyttelse. I Danmark bruges begrebet krigsmaling også som slang for kvinder, der har sminket sig i ansigtet for at score en partner.

Værket Warpaint’s formelle form, dets udseende er minimal. 70 retangulære farvefelter i syv rækker. Hvert felt er 30×70 cm. Der er 5 cm hvidt mellem hvert felt. De fleste af farvefelterne har forskellige nuancer, og maleriet kan ses som et stort farvekort. Rundt om alle felterne er malet en ca. 40 cm mørkebrun ramme.Billedets farvenuancer er lånt fra div. makeup bokse. Jeg har efterfølgende sat dem sammen som et stort atlas . Vægmaleriet Warpaint måler ca. 330 x 1295 cm.

Jeg syntes værket er interessant at vise på Downshifting – her i hjertet af USA – fordi det i forhold til udstillingstitlen spiller på det dobbelte. Den oprindelige“Krigsmaling” som handlede om åndelighed og bestyttelse, Om forholdet til noget “større”. Og så den vestlige kulturs krigsmaling Makeup’en, hvis betydning forgrener sig i mange retninger. Et af dem er konsum. Endelig kan der peges på et til stejf den nuværende politiske situation I USA.